Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Kirkens historie

Kirkens historie - og byens


Som en mægtig stenkolos rejser Ribe Domkirke sig over byens tage og det omliggende vidtstrakte marskland. Et forunderligt syn, der leder tankerne mod sydvest til de gamle rige kultur-byer i Nederlandene og langs de store tyske floder. Lighederne er ikke tilfældige, for Ribes skibe og skuder færdedes i mere end 1000 år hjemmevant på havnene i disse områder. Herfra hentedes den store verdens goder af enhver art til Norden. Herfra kom Sct. Ansgar, der omkring 860 fik lov til at opføre den første kirke i Ribe. Byen Ribe, som allerede fra begyndelsen af 700 årene var en stor, velorganiseret handelsplads. Fra områderne mod sydvest fik man også byggematerialer, inspiration og kunsthåndværkere til den tidlige middelalders stort anlagte domkirkebyggeri.
Endnu i 1600 tallet var Ribe et bysamfund med en betydelig handel og stærkt nederlandsk-præget kulturmiljø, der ikke mindst giver sig udtryk i domkirkens inventar og gravminder. Men byen havde svært ved at komme sig efter svenskekrigene og pesten midt i århundredet. Åen sandede til, og det engang så blomstrende bysamfund forstenede i fattig provinsidyl. En vis opblomstring fra ca. 1840 blev brat afbrudt med grænsedragningen i 1864 og anlæggelsen af Esbjerg Havn. Udviklingen gik uden om det nu afsides liggende Ribe. Men det reddede den enestående helhed af bindingsværksby og middelalder-kirker. Turister rykkede ind og man blev sig bevidst, at byen og dens rige kulturminder måtte værnes med kærlig hånd.
I årene 1882-1904 underkastede arkitekt H.C. Amberg den da faldefærdige domkirke en omfattende - men samtidig ret skånsom - restaurering. Hermed sikredes et fornemt arkitekturminde for eftertiden, nemlig Skandinaviens bedst bevarede domkirke bygget i den ældre middelalders romanske stil. Et gudshus, der har fungeret i mere end 800 år, og som rummer minder om hver eneste af de generationer, der her har hørt Guds ord. Også vor egen tid giver nu sit bidrag gennem maleren Carl-Henning Pedersens farveglade udsmykning af kirkens korrunding.

(Fra indledning til: "Domkirken i Ribe" ved Ebbe Nyborg)

Læs mere om Domkirken på Danhostel Ribes hjemmeside. Klik her